SPONSORNYT: HR NIELSEN'S SPECIALITETER - KVALITET FOR GANEN OG GOD KUNDESERVICE I HJERTET AF BROVST

Byens lokale leverandør af kvalitet til ganen - Hr. Nielsen's Specialiteter - har også valgt at blive Guldsponsor i Brovst Borgerforening. Han bidrager dermed også til, at vi i Brovst Borgerforening kan afholde arrangementer, som skaber liv i byen.

EN DRØM DER BLEV TIL VIRKELIGHED...

I hjertet af Brovst - lige midt i handelsgaden - ligger specialbutikken Hr. Nielsen's Specialiteter. Butikken er indrettet lyst og lækkert, og når man træder ind ad døren, er man er slet ikke i tvivl om, at her er den gode kvalitet og kundeservice i fokus. I butikken sælges øl, vin, spiritus (rom, gin snaps) og delikatesser. Det sidste spænder over alt fra pesto kaffe, the, chokolade, krydderier, salte og marinader samt gavekurve.

 

Hr. Nielsen's Specialiteter, der ejes af Jens Christian Nielsen, åbnede for godt et år siden i marts 2017. Indtil da havde Jens Christian arbejdet hos Aalborg Kommune, hvor han havde ansvaret for 20 medarbejdere i en afdeling. Men Jens Christians store passion og interesse havde altid været specialvarer som fx delikatesser og spiritus, og derfor besluttede han sig for at sige farvel til sit daværende job og kaste sig ud i sit projekt. Og siden butikkens åbning er det kun gået én vej - og det er fremad, hvor beboere både i og langt udenfor Brovst virkelig har fået øjnene op for de mange lækkerier.

 

Jens Christian er dermed et levende og beundringsværdigt eksempel på, at med benhårdt arbejde og en gennemtænkt plan kan det godt betale sig at forfølge sine drømme og skabe succes.

SPÆNDENDE KONCEPTER...

Udover det velvalgte sortiment i butikken så tilbyder indehaver Jens Christian også nogle spændende koncepter. Med sin store viden indenfor spiritussens univers afholder han en række arrangementer og temaaftener for både privatforbrugere og for virksomheder, hvor han bl.a. afholder rom-, gin- og vinsmagninger. Derudover tilbyder han som nogle af de eneste i Nordjylland, at man har mulighed for at købe en anpart i et rom-fad, hvor anpartshaverne én gang om måneden inviteres til et socialt arrangement i butikken, hvor romen prøvesmages, så man kan følge udviklingen.

Selvom Jens Christian har fokus på den gode oplevelse gennem kundeservice, så tænker han hele tid i nye baner og udvikler sin forretning. For nyligt lancerede han nemlig sin webshop, hvor kunderne nemt og hurtigt kan handle fra et mindre udvalg af specialvarer fra butikken. Og derudover er han meget aktiv på hans Facebook-side, der på blot lidt over et år nærmer sig imponerende 5.000 følgere. Han viser dermed også, at man som erhvervsdrivende i en mindre by sagtens kan have en fysisk butik med god kundeservice men også kombinere det med webhandel og sociale medier. 

.

STØT VORES SPONSORER - DE STØTTER OS!

Vi vil i Brovst Borgerforening gerne sige mange tak til Hr. Nielsen's Specialiteter for deres sponsorat og store opbakning. Det sætter vi stor pris på. Hvis du endnu ikke har gjort det, så besøg deres webshop eller følg dem på Facebook.

© 2019 by Brovst Borgerforening                                                                                                                                                                info@brovstborgerforening.dk